blog-o-thom

Sweet tunes from JP and chocolate

Dec 22, 2008
Post a comment

Little Dragon - fortune

Meaning of Life for Sale - maybe

Dec 9, 2008
Post a comment

HD - $9.99 (2008) - Official Movie Trailer HD

Bananskrælsvirus. Eller hvordan andre tror, der altid er nogle andre der gør det beskidte arbejde

Oct 22, 2008
Post a comment

IMG_3947

Jeg har gjort det, du har gjort det, alle gør det. Vi baserer ofte vores gerninger på, at andre kommer og gør det beskidte arbejde. Kig på gaderne, kig derhjemme på badeværelset, spørg i Told & Skat. Det er en grotesk mangel på konsekvensberegning, der gør at vi efterlader andre med de opgaver, der oprindeligt var vores.

Jeg har fejlet som forælder

Eller har jeg? Måske ligger det inhærent i børn, at forældre er til for at samle gummistøvler op fra entregulvet og slikpapir op fra sofaens dybder. I hvert fald blev fænomenet nu kendt som bananskrælsvirus mig bekendt, da jeg havde en lille snak med min datter om, at der faktisk ikke var andre i huset til at rydde hendes garn-tårns-edderkoppespind-tyverialarm-kaos op end mig og hende - og at jeg ikke havde tænkt mig at gøre det. Hendes tiltro til at en mystisk (h)ånd rydder op efter hende, er grænsende til det rørende og det vanvittigt irriterende. Jeg har ageret oprydder så mange gange, at hun har opbygget forventning om at det sker automatisk. Det har jeg besluttet at lave om på.

Jeg kan gøre det

Så kom jeg til at tænke på at samme princip gør sig gældende i samfundet. Og alle mulige andre steder. Kollektiver (her mener jeg samlinger af mennesker, ikke en tresseragtig boform) lider altid under undtagelsen for reglerne, ham eller hende, der gerne vil nyde, men ikke yde. Vi har alle sammen vores grund til at undvige: Jeg har travlt, det er bare i dag, det er kun et enkelt stykke papir, jeg har betalt så mange andre gange, det er urimeligt at jeg skal gøre det... osv. Herunder bananskrælssituationen, hvor vi efterlader andre med det tiloversblevne under henvisning til: Det er bare en bananskræl. Ja, gu er det det, men sådanne skræller skrubber ikke selv op i skraldespanden, men bliver liggende til nogen andre rydder den op eller falder i den. Min glæde bliver en andens problem. Og det er dybest set det mest foragtelige ved hele fænomenet: At man i den grad gør sig skyldig i at tage andres hjælp for givet og baserer sin egen luksus på andres indsats. Skatteundragelsesdebatten er principielt den samme, selv om den er flere lag dybere og mere provokerende at diskutere. På denne bagvendte måde har jeg måtte sande, at det kan være MIG, der lærer min garnfetischisistiske datter at rydde op efter sig, så hun kan vænne sig til, at ingen andre gør det beskidte arbejde for hende. Forhåbentlig vil det også give hende så meget samfundssind, at når man taler om at rydde op i verden, at hjælpe med at gøre vores planet til et bedre sted at være, vil hun også føle at det lige så godt kan være hende, der gør det beskidte arbejde.

Hjælp til alle os med MFF Syndrom - eller: Sådan fokuserer du på noget andet end det store F

Oct 9, 2008
Post a comment

Alle taler om det store F. Og mange gør noget ved det: Sælger aktierne, omprioriterer huset, fortæller børnene at de skal berede sig på meget pasta med ketchup, bager eget brød. Men flere af os har ikke gudsskabt begreb om hvad vi kan gøre. Vi lider af MFF, Manglende Forståelse af Finanskrise Syndrom. Her er fem redningsplaner, du straks kan sløjfe, hvis du lider af MFF Syndrom.

Hvis bare vi alle sammen var lige så glade som ham her.

Alle med MFF kender fornemmelsen. Man vil gerne gøre noget, men ved ikke hvad. I desperation gør man et eller andet - og som man kan høre/se/lugte i nyhederne, er det ikke videre rationelle eller gavnlige gerninger, der kommer ud af det. Her er fem redningsplaner, du skal forsøge at undgå:

5. Sælg ikke dine fødder til Marco Evaristti

Kunstneren, der blendede guldfisk, tager sikkert gerne imod gældsatte fødder, men lad alligevel være. Måske slutter krisen en dag og måske får du lyst til at gå en tur på egne fødder - uden at skulle afhente dem på MoMA eller Trapholt. Desuden er også markedet for fødder faldet meget i værdi, og du skal ikke regne med at kunne finansiere huslejen eller tvlicensen på bare fødder.

4. Forsøg ikke at supplere lønnen med et maskotjob

Selv om det ser sjovt og nemt ud, er det ikke helt ligetil at tilbringe hele dagen inde i Rasmus Klump, FCK-løven eller Amin Jensen. Der er desuden en risiko for at du vil forværre krisen ved at sænke værdien af Egmont, Parken Sport & Entertainment og TV2 Charlie (der ejer hhv. Rasmus Klumps Brand, Don Øs Brand og Amin Jensens Brand) yderligere ved din optræden. Der skal så uendeligt lidt til.

3. Køb ikke alt ind i Tiger

Stik imod al fornuft sparer du ikke penge på at købe alt i Tiger. Faktisk er Tiger epicenter for hele krisen i og med at Tigerbutikkerne egenhændigt har signaleret til os danskere gennem et årti, at man altid kan købe lidt mere af det man ikke har brug for.

2. Træk ikke alle numrene på posthuset/din lokalBrugsen

De kalder det en redningspakke, men du kan altså ikke hente den på posthuset eller hvor faen du efterhånden finder den pakkepost, der er for stor til brevsprækken. Faktisk er pakken kun til de allerallerrigeste, dem der har lånt millioner af kroner til tvivlsomme projekter og finansfyrster med Audiens motor kørende. Og han sidder alligevel i fængsel i Sdr. Omme.

1. Undgå at lytte til Ruth Evers

Giv ikke Ruth Evers eller andre dommedagsprofeter for meget opmærksomhed. Trods mediernes skriverier er jorden ikke ved at gå under. Dette er IKKE en af de syv plager, der rammer os inden vi skal vægtes og vejes foran vor skaber. Hvordan ved jeg det? Fordi Ruth Evers ikke har en kæft forstand på økonomi (se bare salget af Jagtvej 69). Og fordi gud, hvis hun fandtes, helt sikkert ikke gad at høre på al den hamrende kedelige snak, inden hun sendte jorden til tælling. Desuden er det bare en eller anden fra kategori 4, der er inden i Ruth Evers.

Gandhi 2.0 – or Jeremy’s incredible piece of work on peace

Oct 2, 2008
Post a comment

COMMITMENT: Gotta admire anyone who sets aside time in his or her life to make the world a better place. Gotta worship a person who does it on such a large scale that conflicts cease for a day and kids are saved from polio by the thousands, the millions. Jeremy Gilleyis such a person. He’s not a special person, as such, he’s not smarter than most of us, he’s not more powerful, he’s definitely not richer. The thing about Jeremy Gilley which brings out my outmost respect and my complete admiration for this man is the fact that he’s an ordinary man with an extraordinary commitment: A human being with a larger than life problem, which he takes on with more fierceness, creativity and will than most of us would devote to anything or anyone in our life time.

Jeremy Gilley

As I watched his film ”The Day after Peace” I really got the feeling that I was watching a Gandhi 2.0 in the making. Jeremy Gilley kept on and on, through the years, even when he was disappointed by the sheer apathy of both governments and officials, who did not support the Peace One Day in the first years after it was made into a UN resolution. I think we could all learn from his example – no matter what we want to do – that ultimately one person CAN change the world, and that people around the globe are ultimately interested in peace, even if it’s hard to attain.

Check out Peace One Day.

The Day After Peace - Trailer

2.0 across the commute - or calling all bloggers in the making

Sep 29, 2008
Post a comment

Billede 9

I had a really great 2.0 experience the other morning. One of those, which makes all of what is said about social media, true. The wise men and women all talk about connectivity and community and conversations. But this is how it feels...

Sometimes, being a Danish blogger, doesn't seem very commune-ly or the conversations seem a bit quiet. Not that there aren't many Danish bloggers or that they don't have something in common, I'm just not a part of it, really. I'm, so far, more of a lone writer. I always get so a bit jealous when I hear of Podcamp Toronto, Podcamp this and that. They sound like a lot of fun and very educational and gettogetherish in the good way. I have left plenty of comments and other stuff on other blogs, and I write because I love to, not to get an answer back. One of my favorite podcasts is Mitch Joel's Six Pixels of Separation, a very personal, passionate and fun podcast about the 'new' internet: blogs, podcasts, twits and all "that good stuff", as Mitch Joel would say. Not only is it inspiring, it's thought provoking and ambitious, it's down to earth and accesible. I listen to the shows a few days after Mitch Joel airs them on Sunday or Monday in beautiful Montreal.

Thom with a lisp

So I was listening one morning as I was in the slow commute, which for some reason has gone completely ridiculous after the summer holidays. All of a sudden I hear my own voice. It was from an audio comment I gave Mitch Joel a few weeks earlier. I never expected to get 'pod time', but it really made me feel like the community thing was alive and kicking. Don't matter that Mitch Joel got my name and everything wrong. The sound wasn't too good. I sounded electrical and weird across the Atlantic and back again. I wondered if I had a lisp - in real life also. Maybe I didn't know. Not that there's anything wrong with a lisp. It's kind of sexy, I think. Bottomline: It was a real privilege to be included in 6POS and thanks, Mitch Joel, for the mentioning and the Six Point of Separation, inspired by my question. I can only encourage any wannabe blogger or blogger in the making or potential blogger to get out there and get in there and get engaged and share your thoughts and ideas with any/every one else. And get a piece of world 2.0.

Også gode sager sælger t-shirts

Sep 19, 2008
Post a comment

Billede 2

Det er vildt så meget omtale et firma får, der har lavet en t-shirt, der støtter terror. Uden at bedømme hvor vidt Fighters+Lovers faktisk støtter terror eller bare formodes at gøre det, er det kuriøst at de formentlig får mere omtale og pr for deres t-shirts, der nærmer sig kultstatus, end de fortjener. Det får andre sager, der også har t-shirts til salg, men som støtter noget godt og ikke noget snot, til at blegne i mediebilledet. Lån hellere fem minutters opmærksomhed til den 11 årige Jonathans sag Børns Hjælp og t-shirt: http://boernshjaelp.dk/.

2010-2019: Venlighedens tiår - eller: Slut med trusler eller jeg smadrer dig

Aug 14, 2008
Post a comment

Ink

VÆDDEMÅL: Jeg vil vove og vædde at påstå at alle de virksomheder, der i dag benytter truslen som deres favoritvåben, når deres tilgodehavende skal inddrives, ville nå meeeeeeeget længere, hvis de valgte en ny strategi: Venlighed og service. Men alle os der skylder eller har glemt at betale en regning behandles pr. princip som upålidelige Anders And-kloner i stedet for at gribe fat om sagens kerne: At betaleren har et problem, der skal løses og som virksomheden kunne være behjælpelig med at løse. Resultatet ville være en stærkere tilknytning til den virksomhed, jeg har et forhold til, og ikke en mere forbistret, forbitret tilknytning. Hvornår har du sidst anbefalet en lånevirksomhed, der viftede dig RKI under næsen eller et mobilselskab, der sendte dig trusselsbreve fordi du skylder en halv måneds abonnement? Det er blevet så almindeligt at true sig vej til sine penge og inkassovirksomheder og uskyldigt udseende advokatvirksomheder med behageligt brevpapir vælter frem. Hvorfor? Fordi vi hoster op, så snart vi præsenteres for ordene Retsligt efterspil eller lignende. Ja, ok, jeg er lidt af en rø* med de her sager, men det ændrer ikke på sagens kerne at jeg tror at virksomhederne (Telia, Apple...) ville nå længere (meeeeeget) med deres kunder, hvis de droppede truslerne og valgte en ny, respekterende strategi, der baserede sig på at alle kunder er mennesker, der gerne vil yde deres bedste, overholde deres aftaler og have ren rø* at trutte i. Men at vi ikke alle sammen er lige velorganiserede eller indfiltrerede i PBS og nydeligt opstillet privatøkonomi. Jeg foreslår et venlighedens årti ved førstkommende lejlighed - og mulighed for at virksomheder virkelig kan differentiere sig selv i markedet ved at forlade truslens retorik og gå i dialog med sine kunder.

Kunsten at tage en pelikan bagfra

Jul 9, 2008
Post a comment

Nogle ting er svære at få fat i. Måske er de store og uhåndterlige, måske er de små og undseelige, men i virkeligheden porøse som "retfærdighed" eller "blå". Så gælder det om at bevæge sig stille fremad og nærme sig fra siden. Præcis som når man vil indfange et mellemstort næbdyr...

Læs hvordan, når mere tekst følger.

Den gode idé sælger ikke altid sig selv eller Iværksætterprisen 2008

Jun 3, 2008
3 comments

Ivaerksaetterpris

Værsgo, Elisabeth, du har fortjent den

Ikke alene fordi dit produkt er en god idé, en veltimet idé og en smuk idé. Ikke alene fordi du har skabt et pænt og til tider miljøvenligt produkt, der har hjertet på rette sted. Ikke alene fordi du har satset hele butikken og al din tid og al din energi og al din nattesøvn. Ikke alene fordi du har ladet et webbureau frarøve dig flere hundrede tusinde på en flot (men ikke T.KR. 300 flot) hjemmeside, der ikke generer salg. Ikke alene fordi du bliver ved og ved selv om børnehaverne siger Nej tak, vi kan selv. Men på grund af alt det ovennævnte har du fortjent den: En eller anden slags Iværksætterpris, som jeg ikke tror at nogen uddeler, men det burde man. Også selv om vi er 5 minutter i 'recession'. Jeg mener: Når de har en på Grønland, kan vi vel også have en. Vi er da næsten så initiativrige og innovative og entreprenørglade som grønlænderne, ikke? Der burde være en pris til Iværksættere, der satser noget. Ikke kun dem, der allerede er lykkedes, men også dem, der næsten lykkes eller lykkes lige om lidt. Kunsten er jo ikke BAGEFTER at se at noget er en succes, men at se succesen INDEN den er i hus. Ja, se den, mens den nærmer sig ad bagindgangen eller langsomt langsomt glider afsted stadig langt fra mål, stadig ingen succes, men en satsning af helvedes til, båret frem på et knoklende, bævende menneskes skuldre.

Legeskolen

Enkvindsvirksomheden der fortjener succes

Det var det, jeg fandt så fascinerende ved programmet "DR2: Iværksætterne - når bundlinjen bløder" som jeg så forleden, vist nok i en genudsendelse. Elisabeth Dues gode idé Legeskolen.dk, der vil lære danske børn at læse på en sjov og ny måde, blev udsat for mentor og internetguru og lige lidt hjalp det (tilsyneladende). En god idé sælger ikke nødvendigvis sig selv. Mentorens råd var at Elisabeth skulle ud og sælge noget mere, hvilket var rigtigt, men svært. Elisabeth er udvikler, men ikke nødvendigvis sælger. Det er altid et dilemma for enmands- og enkvindsvirksomheden. Forbandet, især når man - som legeskolen.dk - virkelig fortjener succes. Hvor er LEGO og Rockwool og alle dem med de store penge til de gode ideer? Støt dog den kvinde.

Hvor er det sk*** webbureau?

Det mest uforståelige var at Elisabeth Due har betalt 300.000 kr. for en hjemmeside, der måske er sød og pæn, men hverken sælgende eller web 2.0-agtig, som man burde forlange, når man betaler den slags penge. Hvem er synderen? Er det en onkel/nevø/god ven til Elisabeth og derfor turde hun ikke sige Nej tak. Havde hun givet halvdelen eller mindre ville jeg kunne forstå at der var lidt problemer med usability og at siden kunne bruge Thorborgs gode råd. Men til den pris... der skal det fanme være et godt site, der kan drive trafik fra dag 1. Send mig nummeret til de IT-gutter, så skal jeg personligt sende dem en mangelliste. Og hvor er det store webbureau, der kan finansiere det her og give kvinden et nyt og supervelfungerende site. (tjek fx: http://www.navlestreng.dk)