Værsgo, Elisabeth, du har fortjent den
Ikke alene fordi dit produkt er en god idé, en veltimet idé og en smuk idé. Ikke alene fordi du har skabt et pænt og til tider miljøvenligt produkt, der har hjertet på rette sted. Ikke alene fordi du har satset hele butikken og al din tid og al din energi og al din nattesøvn. Ikke alene fordi du har ladet et webbureau frarøve dig flere hundrede tusinde på en flot (men ikke T.KR. 300 flot) hjemmeside, der ikke generer salg. Ikke alene fordi du bliver ved og ved selv om børnehaverne siger Nej tak, vi kan selv. Men på grund af alt det ovennævnte har du fortjent den: En eller anden slags Iværksætterpris, som jeg ikke tror at nogen uddeler, men det burde man. Også selv om vi er 5 minutter i 'recession'. Jeg mener: Når de har en på Grønland, kan vi vel også have en. Vi er da næsten så initiativrige og innovative og entreprenørglade som grønlænderne, ikke? Der burde være en pris til Iværksættere, der satser noget. Ikke kun dem, der allerede er lykkedes, men også dem, der næsten lykkes eller lykkes lige om lidt. Kunsten er jo ikke BAGEFTER at se at noget er en succes, men at se succesen INDEN den er i hus. Ja, se den, mens den nærmer sig ad bagindgangen eller langsomt langsomt glider afsted stadig langt fra mål, stadig ingen succes, men en satsning af helvedes til, båret frem på et knoklende, bævende menneskes skuldre.
Enkvindsvirksomheden der fortjener succes
Det var det, jeg fandt så fascinerende ved programmet "DR2: Iværksætterne - når bundlinjen bløder" som jeg så forleden, vist nok i en genudsendelse. Elisabeth Dues gode idé Legeskolen.dk, der vil lære danske børn at læse på en sjov og ny måde, blev udsat for mentor og internetguru og lige lidt hjalp det (tilsyneladende). En god idé sælger ikke nødvendigvis sig selv. Mentorens råd var at Elisabeth skulle ud og sælge noget mere, hvilket var rigtigt, men svært. Elisabeth er udvikler, men ikke nødvendigvis sælger. Det er altid et dilemma for enmands- og enkvindsvirksomheden. Forbandet, især når man - som legeskolen.dk - virkelig fortjener succes. Hvor er LEGO og Rockwool og alle dem med de store penge til de gode ideer? Støt dog den kvinde.
Hvor er det sk*** webbureau?
Det mest uforståelige var at Elisabeth Due har betalt 300.000 kr. for en hjemmeside, der måske er sød og pæn, men hverken sælgende eller web 2.0-agtig, som man burde forlange, når man betaler den slags penge. Hvem er synderen? Er det en onkel/nevø/god ven til Elisabeth og derfor turde hun ikke sige Nej tak. Havde hun givet halvdelen eller mindre ville jeg kunne forstå at der var lidt problemer med usability og at siden kunne bruge Thorborgs gode råd. Men til den pris... der skal det fanme være et godt site, der kan drive trafik fra dag 1. Send mig nummeret til de IT-gutter, så skal jeg personligt sende dem en mangelliste. Og hvor er det store webbureau, der kan finansiere det her og give kvinden et nyt og supervelfungerende site. (tjek fx: http://www.navlestreng.dk)