5 posts tagged “john wayne”
Thanks to my understanding and supportive wife Pia, I have now tripled my collection of John Wayne movies. Or: Before I had none, now I have 3. Is that really tripled or something else? Well, the point is: I am moving forward in my quest to unveil the J man, the big W.
Der er mange virksomheder, der gør meget ud af at undgå succes på internettet. For de af jer, der vil undgå det endnu mere effektivt, eller de af jer, der endnu ikke helt undgår en lille succes her og der, har jeg samlet de 13 bedste måder at styre helt uden om opmærksomhed, besøgende og effekt.
1. Sørg for at I ikke kan findes på Google
Nogle mennesker kan bare finde alt med Google - og for at komme uden om dem, skal I være omhyggelige med ikke at efterlade nogen form for søgeord i jeres metatags eller i det hele taget gennemgående ord på forsiden og undersiderne, der beskriver hvem I servicerer, hvad I sælger, arbejder med eller i det hele taget hvem I er.
2. Husk 22 menupunkter
Når en besøgende forvilder sig ind på jeres hjemmeside, gælder det om at forvirre ham (for du regner jo kun med at få mandlige besøgende) mest muligt ved hjælp af en vild og vanvittig menu. Giv menupunkterne generelle og vage titler som Sales Process, Systems Management og lignende. Med så mange menupunkter som overhovedet muligt sørger du for at den besøgende ikke ved hvad der er vigtigt og hvor man skal starte.
3. Gem eventuelt menuen sådan lidt designagtigt
Det kan have samme effekt som i punkt 2., hvis man gemmer menuen et ulogisk sted, fx i en prik et sted på siden. Eller i et pixeleret billede af John Wayne.
4. Tilføj hurtig drop-down-menu
Et smart trick, når man laver menuer med undermenuer er at lave dem som drop-down, der enten er umulig at få til at folde sig ud og vælge i - eller hvor drop-down-menuen folder sig så hurtigt ud og sammen igen, at man ikke kan nå at vælge. Kunder vil hurtigt miste tålmodigheden og blive på forsiden.
5. Giv dem en tekstblok
Forsiden skal være en tekstblok med en generisk overskrift "Velkommen til vores hjemmeside", efterfulgt af løst og fast om jeres virksomhed uden på noget tidspunkt at blive alt for konkret om hvad eventuelle kunder kunne få ud af at handle med jer. Tal endelig ikke direkte til brugerne, men brug generelle vendinger og brug ofte talemåden "Vore kunder", så man fornemmer at I er lidt gammeldags og reserverer det bedste til dem, der fortjener det.
6. Billeder skal vise anonyme kontorfolk fra USA
Det anbefales at undgå billeder, men hvis I ikke kan lade være, så brug gerne billeder købt på et af de mange stock-sites og vælg især billeder der viser glade, amerikanske, kaffedrikkende, computerpegende, headsetbærende, politisk korrekt farvede/ufarvede mennesker, der står sammen og "afslutter en handel" eller noget i den stil. Vil I bruge billeder til at vise jeres support eller service-afdeling, skal I købe et billede af en lidt jysk/polsk udseende pige, der er retoucheret til uigenkendelighed og smiler serviceminded og imødekommende på en liderlig måde.
7. Masser af døde links og blindgyder
Få brugerne til at bevæge sig mest muligt rundt på siderne uden at de bliver præsenteret for muligheden for faktisk at tage handling på noget. Sørg for at alle links, der måtte føre til et køb eller en tilmelding til en service, er døde.
8. Glem alt om kontakt
Sørg for at undgå tydelige eller tilgængelige kontaktoplysninger. Hvis I har en kontaktformular, hvor man kan udfylde sit navn med videre og blive kontaktet, så inkluder gerne en box (som SKAL udfyldes) hvor I beder om et kundenummer, som kunden jo selvfølgelig ikke har.
9. Fagsprog er godt sprog
Jo mere internt, jo bedre. Brug ikke energi, penge eller ressourcer på jeres tekster. Eller rettere: Brug kun energi, penge eller ressourcer på, at I selv forstår teksterne. Det er jo jeres hjemmeside. Hvis man ikke kan forstå hvad I laver, er man nok for dum til at blive jeres kunde. Brug evt. denne sætning: "En indførelse af dobbeltregulering gennem objektivt ansvar sammensat med godkendelser."
10. Vira er altid onde
Den virale effekt er det værst tænkelige, hvis man vil undgå succes. Det gælder med andre ord om at kontaminere (det ord har jeg lært i Outbreak med Dustin Hoffman) enhver form for tilnærmelse til viral spredning af information eller viden fra din hjemmeside: a) Sørg for at man ikke kan linke til sider eller materiale. b) Undgå pdf eller downloads, der kan distribueres digitalt eller printes. c) Glem alt om tip en ven eller lignende. d) Generelt set: Gør jer umage med at intet, intet, på hjemmesiden er værd at videregive. Dvs. ingen gratis rådgivning, ingen hjælp, vejledning eller tips og tricks.
11. Kast et røgslør
En mere udspekuleret metode, som nogle virksomheder benytter, når de vil sikre sig at deres hjemmeside fremstår svagt og med ringe mulighed for succes, er at lade den være væsensforskellig fra deres øvrige kommunikation. Så brug en helt anden stil, andre farver, andre billeder og genbrug endelig ikke kampagnemateriale, hvis I kører en offline kampagne. Har I netop udsendt en tilbudsbrochure, så sørg for at man ikke kan finde den på hjemmesiden.
12. Regn ikke med jeres hjemmeside
Den sikre vej til at undgå succes er dog at undervudere og nedvurdere jeres hjemmesides potentiale. Lad aldrig dine medarbejdere, en sælger eller marketingchef få den ide at jeres hjemmeside kan være og skal være andet end et hul i jorden og en elendig investering. For tyve år siden klarede alle sig jo fint uden en hjemmeside. Så klarer I jer jo fint med den I har. For lige netop jeres branche har nemlig ikke særligt meget brug for en hjemmeside. I jeres branche handler det nemlig om salg og om at få vist produkterne til nogen kunder. Jeres hjemmeside skal allerhøjest være en slags udvidet visitkort, så man ved at I findes.
13. Under Construction
Det logiske valg er selvfølgelig at udsætte den nye hjemmeside og bare placere teksten Under Construction på jeres domæne. På den måde kan I også undgå at bruge tid på de tolv ovenstående punkter og I har sparet en masse penge.
I mit samarbejde med www.presentia.dk er jeg stødt på masser af eksempler på de 13 punkter og vil gerne komme nærmere ind på dem, hvis du ønsker dem uddybet. Send mig gerne en mail.
Måske er det navnet, måske er det skuffelsen over, at det, trods den hidsige omtale, alligevel ikke er Paradisets komme, måske er det bare misforståelser. I hvert fald synes jeg det er påfaldende og latterligt, når kommunikationseksperter, de selvudråbte og de medieskabte, i disse tider har travlt med at nedsable web 2.0. De mest spøjse siger at det er et flop, mens andre, de selvforherligede?, angriber nyhedsværdien i 2.0. En endnu spøjsere gruppe angriber navnet web 2.0, som om det i virkeligheden havde nogen betydning. Modsvaret må være: Hvis du ikke kan se, at web 2.0 byder på en ny måde at interagere med andre mennesker på, så fortjener du ikke titlen kommunikationsekspert eller hvad du end kalder dig selv, der berettiger dig til at udtale dig om web 2.0. Hvis du ikke kan se, at der er fundet en revolution eller et gennembrud sted, fra 1995, hvor Jubii, den muntre søgemaskine, der fx kunne bruges til at søge på "John Wayne", blev lanceret i Danmark, og frem til idag, hvor internettet omsider er blevet den vanvittige lege- og markedsplads, man talte om i 1990erne, så er du enten farveblind eller fagidiot.
Hold alle nekrologer tilbage: Radioen er ikke død. Den lever, den har det godt, og den opfører sig på mange måder som om den var teenager igen. Med podcasting har radiofænomenet fået sin anden storhedstid - efter at have set tv gøre det radioen engang gjorde bedst endnu bedre: drama, nyheder, musik. På fire-fem årtier har vi vænnet os til at tv var der, hvor det hele skete. Radio var da kun for gamle mennesker med hang til P4s vejrmeldinger, hårafblegede technonørder med en svaghed for Voices idiotisk usynlige musikprofil, en sidste p-plads for dygtige stand-up-komikere, der ikke orker turneer og en oase for elendige radioreklame-lyde-som-galoperende-heste-producenter. Ja, ok, man tager da også en radio med i kælderen, når man kryber derned med sine syvogtyve pakker gær under en storkonflikt. MEN... nu viser det sig at radio er det nyeste nye og fuldkommen forbandet geniale ved alt det her mediekonvergens. De af-markedet-så-hypede iPods er gået først i lyd-tilbage-revolutionen, også selv om alle iPods idag laves med små filmskærme, trådløst internet og espressomaskine-funktion. Min egen iPod er fx et af mine dyrebareste ejendele. Den har 'kun' 4Gb, men det er nok til at abonnere på det ebdste fra DR og det bedste fra resten af verden i form af podcasts. For dig, der ikke ved hvad podcasting er, så kommer her en toogtyve seks definition: Radioprogrammer, du kan hente ned til din mobil eller mp3-afspiller og afspille, når du vil. Det vil sige at jeg modtager - helt automatisk - nye podcasts fra de forskellige steder, hvor jeg har tilmeldt mig. Og en af dem - og grunden til at jeg er så begejstret - er Radio Lab. Verdens sjoveste og bedste radioprogram, som gør det interessant, hjernevridende og bjergtagende at lytte radio. Jad Abumrad og co. er suveræne i deres måde at fremlægge og perspektivere alle mulige slags emner fra søvn til identitet, fra universet til zoologiske haver. At sidde med små højtalere i ørene og lytte, intenst og i min egen verden. Det kan ikke anbefales nok. Tjek radiolab.org eller tegn abonnement direkte fra itunes. Og bliv klogere. Jeg kommer til at skrive meget mere om Radio Lab her... men dette er nok for nu. Jeg har en plan om at lave en podcast om John Wayne, så snart jeg har fået mine film i julegave...
Jeg har sat mig for at blive en kick-ass blogger. Bare fordi jeg tror at det er min nye metier, metie, metje, hvordan man end staver det, hvad betyder det egentlig metier, 2 sek (tjekker lige...) kann übersetzt werden mit den deutschen Begriffen Beruf, Handwerk, Gewerbe oder Tätigkeitsfeld, tak til tyske wikipedia. Dels fordi jeg kan lide at skrive, dels fordi jeg fornemmer at formatet passer mig godt. Så dette er min første blog: Og lærdommen i den er. Bare gør det. Løb en tur rundt om huset, kig en fjollet bog, tal emd en ven eller hvad der nu inspirerer dig - og skriv. Det må gerne være velovervejet, men behøver det ikke. Det må gerne være vigtigt, men behøver det ikke. Til gengæld er mit princip hereonafter at det gerne må have lidt smag af nu og her. For eksempel vil du fremover altid kunne læse i min blog hvordan det går med min nye interesser for John Wayne og alt der har med web 2.2 at gøre. Angående JW: Jeg har netop ønsket mig hans samlede værker i julegave. Glæder mig allerede til at se ham med det gule tørklæde. Angående 2.2: Er blevet hooked på twitter.com, det skal udforskes mere... Twitter er en service, hvor du/jeg/man kan skrive og poste det man gør LIGENU. Tjek min twitter på http://twitter.com/thomdahl, hvor jeg for eksempel lige nu skriver at jeg skriver dette.
